FabLab@SCHOOLdk


lokat_lab-1
lokalt_lab-3

lokalt_lab-2
lokalt_lab-4

Et tværkommunalt partnerskab


FabLab@SCHOOLdk er et kommunepartnerskab mellem Silkeborg, Vejle og Kolding Kommune, som arbejder tværkommunalt for at udvikle et uddannelsestilbud til innovativ undervisning for elever i folkeskolen og et netværk, hvor undervisere kan finde forskningsbaseret inspiration til at arbejde med digital fabrikation, designtænkning og 21st Century Skills.

FabLab@SCHOOLdk er organiseret forskelligt i hver kommune, men alle har mindst ét centralt FabLab, som hjælper skoler i kommunen med at etablere lokale laboratorier og faciliterer efteruddannelse af lærere. Alle FabLabs arbejder ud fra fælles principper og udstyr for nemmere at kunne dele viden og erfaringer både nationalt og internationalt.


Kompetenceudvikling af lærere og elever


FabLab@SCHOOLdk inspirerer elever til at bruge nye digitale teknologier og giver dem kompetencer, mod og lyst til at eksperimentere sig frem til løsninger på virkelighedens problemer. FabLab er et værksted med fri adgang og højt til loftet, hvor skoleelever fremstiller næsten alt med de nyeste digitale teknologier.

Siden 2014 har mere end 30 skoler, 700 lærere og 6000 elever på tværs af deltagende kommuner beskæftiget sig med FabLab aktiviteter i undervisningen. Eleverne arbejder både i enkelte fag og tværfagligt, hvor designprocessen bliver et stillads og et understøttende lærings- og refleksionsredskab for elever og lærere.

I partnerskabet samarbejder kommunerne om udvikling af faglige kompetencer hos involverede lærere. Det sker både i de enkelte kommunes egne efteruddannelses- og netværkstilbud, og på tværs af kommunerne i fx mastermodulerne ’Designprocesser og Digital Fabrikation’ og ’Computational Thinking’, der er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet.

FabLab@SCHOOLdk er skabt på baggrund af et forskningssamarbejde med Ole Sejer Iversen, Center for Computational Thinking and Design, Aarhus Universitet og Paulo Blikstein, FabLearn Network & TLTL Stanford University. FabLab@SCHOOLdk har i dag et samarbejde med FabLab-miljøer i hele verden.


Scroll Up